Isglatte veje gav uheld
Politiet fik i løbet af tirsdag eftermiddag og nat anmeldelser om flere uheld på grund af det glatte føre.
- Heldigvis er der tale om mindre alvorlige uheld, og de fleste af dem er uheld, hvor bilerne rutsjer ind i hinanden. Der er mange, som vi slet ikke har registreret, fordi parterne har klaret det selv, siger vicepolitikommissær Bruno Novack fra lokalpolitiet i Fredericia.
I et enkelt uheld måtte et ægtepar i 60'erne en tur på skadestuen efter at være blevet påkørt frontalt af en varebil på Prangervej. Føreren af varebilen mistede grebet over sin bil i den skarpe kurve ved Hannerup Kirke. Han fortsatte over i den modsatte vejbane, hvor han stødte frontalt ind i ægteparrets bil.
Kl. 2.48 gik det galt for en bilist fra Taulov på motorvej E20. Han havde overset, at det var spejlglat og forsøgte at overhale en Falck-bil.
- Han kørte blot 65 km i timen, men det er ikke så smart at overhale Falck, for de ved, hvornår det er nødvendigt at køre forsigtigt, siger Bruno Novack.
I overhalingen skred bilen ud, ramte autoværnet og endte i grøften.
Også til morgen var motorvejene omkring Fredericia glatte. Selv om kørebanen så ren ud, lå der flere steder et tykt lag is, som gjorde det vanskeligt at køre. Blandt andet var Lillebæltsbroen til morgen som et spejl.








RSS