Flotte musketerer for alle

Operetter og musicals deler ramme på flere måder. Der synges kun noget af tiden, og det hele ender oftest godt. Fredericia Teaters opsætning af George Stiles' "De Tre Musketerer" deler kun ramme med operetter på det første punkt. For den ender bestemt ikke godt. Både den gode og den onde heltinde kommer tragisk af dage.

Således lutret kan den mandlige helt, bondeknolden D'Artagnan, indtræde i musketerernes rækker, og de tre andre kan hænge kappen på knagen og hengive sig til andre sysler end at prikke hul i folk med kårder.

Fin scenografi

Musicalen følger således Alexandre Dumas' udødelige roman til stort set punkt og prikke. Hvilket i sig selv næsten burde gøre det umuligt at klemme den storslåede og kulørte handling ind i det lille provinsteaters beskedne rammer. Men det lykkes totalt, ikke mindst ved hjælp af en snedig og velfungerende scenografi med bagprojektion på scenens bagtæppe.

Selv problemet med en scene med fem heste klares på finurlig vis. Krikkerne erstattes af kulørte halstørklæder, mens musketererne rider bravt derudaf. Vi mangler stort set kun ham med de to kokosnødder, så ville lånet fra Monty Python have været perfekt.

Overdådigt

Kostumerne er overdådige og tangerer næsten Kubricks "Barry Lyndon". Og opsætningen har heldigvis undladt at lave postmoderne numre med historien, som tilfældet er i den nyeste biograffilm over den kulørte historie.

Med andre ord er det en "ren" opsætning, som tør tro på sig selv uden krykker. Med god ret, for den kommer så rigeligt hjem. Vel at mærke hvis man accepterer musical-genrens præmisser. At der skal synges de særeste steder.

Det generer kun i anden akt, hvor den dramaturgiske fremdrift kører med trukket håndbremse på grund af de mange sange.

De er sådan set udmærkede. Men ligefrem hits er der ikke tale om. Til gengæld fungerer de store koroptrin fortrinligt. Ikke mindst på grund af de mange gode sangstemmer i ensemblet.

Humor

Også solistrollerne er godt besat, mestendels med egen avl fra nyttehaven, læs: musical-akademiet. Den professionelle standard her giver teatret en stensikker talentmasse at øse af.

Paul Leighs tekster rummer masser af gemytlig humor, som bløder op på de stooore armbevægelser, historien også indeholder. Musicaltekster er ellers, som også opera-libretti, sjældent stor litteratur.

Maria Skuladottir er lækkert infam som Charlotte de Winter, og Bjørg Gamst lækkert ungpigeromantisk som Constance Bonacieux, mens Kim Leprevost, Mads Æbeløe Nielsen og Jeppe Gondolf er fuldt dækkende som de tre musketerer.

Lars Mølsted personificerer den rette blanding af naiv knold fra landet og romantisk førsteelsker. At Constance falder for ham er ganske plausibelt.

Opsætningen er tænkt som en rigtig familieforestilling, og den intention er absolut udfyldt. Selv døden er fnugfri og diskret her.

Også et publikum der ikke - som ved premieren i aftes - er tydeligt lokalpatriotisk funderet, vil føle sig fint underholdt.

Og detaljen med heste-halstørklæderne er altså bare sødt tænkt...

Du har chancen for at være med helt frem til den 9. december.

Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Fredericia-forsiden