Tankbil spildte 2500 l. diesel
En defekt udluftningsventil er det bedste bud på, hvorfor en OK lastbil mandag morgen kl. 6.48 lækkede cirka 2500 liter dieselolie på et 200 kvadratmeter stort areal på Vesthavnsvej på Fredericia Havn.
Lastbilen var i gang med at få påfyldt diesel på Samtanks anlæg, da uheldet skete.
Forureningen gav arbejde til 14 brandfolk, der rykkede ud i fem brandbiler for at suge olien op med "kattegrus". Også kommunens miljøvagt og en slamsuger blev involveret i oprydningen, der varede i godt to timer frem til kl. 9 mandag morgen.
- Jeg vil ikke gisne om årsagen til uheldet. Men når en tankvogn bliver fyldt med brændstof, skal luften i tanken ud gennem en ventil. Det skete ikke her, så til sidst blev luften komprimeret så meget, at den sprængte ventilen af, og så løb dieselolien ud, siger indsatsleder Jess Andersen fra Fredericia Brandvæsen.
En del af olien løb i Samtanks olieadskiller på havnen, mens resten blev samlet op og kørt til destruktion.
Uheldet betød, at tankningen af en række tankbiler mandag morgen blev forsinket, men udslippet gav ingen forurening af vandet i havnen.








RSS